|
Artikel Menu
|
|
|
| Definition på et historisk køretøj
Som meddelt på det nyligt overståede årsmøde, arbejdes der for tiden i FIVA på at få tilpasset en definition på et historisk køretøj.
Det blev på samme årsmøde aftalt, at vi i bestyrelsen for MhS skulle informere yderligere om baggrunden for denne definition samt hvilke definitioner der kan komme på tale, hvorfor denne meddelelse skal forsøge at gøre informationen tilgængelig for medlemmerne.
Definitionen på et historisk køretøj er og vil nok altid være et kontroversielt emne som rigtig mange har en mening om. Baggrunden for FIVA’s ønske om en klar definition kommer denne gang fra Legislation Commisssion, der i forbindelse med myndighedsarbejdet er nødt til at kunne fremlægge en definition på de historisk køretøjer man beskæftiger sig med.
Man har simpelthen oplevet, at en manglende entydig definition har medført at forhandlingsparterne, som i dette tilfælde fortrinsvis er medlemmer af Europa-parlamentet, har skabt deres egne definitioner. Baggrunden for disse hjemmegjorte definitioner er ikke altid klar og nødvendigvis heller ikke i overensstemmelse med det billede vi selv ønsker at fremstå med. Der vil logisk nok også ofte være meget forskellige bevæggrunde for at formulere indholdet af en definition. Man behøver faktisk ikke kigge længere end til FIVA selv før man har flere forskellige mål med en definition.
Legislation Commission har brug for en definition overfor de myndigheder man konfronterer med synspunkter. Derfor kan fraser som miljørigtig opbevaring, kulturarv og ikke for daglig brug være vigtige.
Technical Commission har derimod et ønske om at en definition i højere grad er fuldstændig korrekt og dækkende end nødvendigvis brugbar til andre formål, mundret eller enkel at huske.
Faktisk har FIVA’s Technical Commission i meget lang tid haft en definition som en del af deres Technical Code. En definition der er vedtaget i FIVA for år tilbage..
Ordret lyder den således:
A preserved historic vehicle is a mechanically propelled vehicle, manufactured more than 25 years ago, preserved and maintained in a historical correct condition, and in care of a person or organisation keeping it for its historical and technical interest and not using it as everyday transport, and for which FIVA, upon application, will issue a FIVA identity card.
Slutteligt er der Events Commission, der varetager FIVA’s interesser indenfor arrangementer og løb. Set i det lys må det være kommissionens interesse at sikre, at spændende køretøjer kan komme til at deltage i arrangementer og løb for derigennem at sikre begivenhederne maksimal eksponering og omtale. Events Commission ønsker derfor ikke nødvendigvis en meget restriktiv vurdering af især ekstraudstyr eller ”forbedringer” på de tilmeldte køretøjer. Skal de tre kommissioners interesser parres sammen skal man med andre ord finde en enkelt, mundret, fuldt dækkende og korrekt definition der på én gang differentierer køretøjerne fra mængden uden samtidigt at komme til at virke som en begrænsning – det er ikke en let opgave.
For at skabe et bedre beslutningsgrundlag har Legislation Commission udfærdiget hvad de mener der bør lægges til grund for en ny revideret definition (vedhæftet i originaludgave) og på basis heraf selv fremkommet med en revideret definition:
A historic vehicle is any road vehicle that is more than 30 years old that is kept and is maintained in a proper and environmentally sound manner and in historically correct condition; not used as a means of daily transport and accordingly is a part of the technical and cultural transport heritage. Oversat til dansk kunne det lyde således:
Et historisk køretøj er ethvert køretøj mere end 30 år, bevaret og vedligeholdt på en god og miljøvenlig måde samt i en historisk korrekt stand. Køretøjet bliver ikke anvendt som daglig transportmiddel og udgør derfor en del af vores tekniske og kulturhistoriske transport arv.
Efter yderligere diskussion blev ordlyden siden rettet til:
A historic vehicle is a self-propelled road vehicle which is more than 30 years old; which is wellmaintained
and in an historically correct condition; which is not used as a means of daily transport; and which is therefore a part of the technical and cultural transport heritage.
Skulle der stadig være en læser som ikke er gået ud i værkstedet for at skrue vil vedkommende sikkert bemærke at Legislation Commission har valgt at øge den definerede alder fra 25 til 30 år. Dette er gjort på trods af ønsker fra andre interessegrupper indenfor FIVA’s medlemmer simpelthen for at imødegå meddelelser man har fået hvisket i øret fra politikere, om at de nuværende 25 år ikke i høj grad nok differentierer de historiske køretøjer fra hverdagen brugsmidler. Dette kan man naturligvis have en selvstændig mening om, men de 30 år har nu altid passet bedre ind i Motorhistorisk Samråds opfattelse af et historisk køretøj end de 25 år.
FIVA har selv en ambition om at kunne nå frem til en definition alle tre hovedkommissioner kan være fælles om og vi har som organisation og medlem af FIVA også en tro og ønske herom. Som organisation er det også i vores interesse at få skabt en entydig definition som klart differentierer vores køretøjer fra de almindelige køretøjer. Dette selvom en differentiering også helt naturligt medfører begrænsninger og køretøjer, der ikke hører ind under definitionen.
Vi vil naturligvis tilpasse os den definition som FIVA får vedtaget da det sidste vi har brug for er en række af hjemmefabrikerede definitioner skabt på baggrund af tvivlsomme grundlag. Når den endelige definition er på plads vil vi rundsende såvel den originale tekst som en dansk oversættelse af samme.
Lars Genild, MhS
Januar 2008 |
|
|
|