Principielt er det ganske ligegyldigt om man bevarer huse, skonnerter, fyrtårne eller flyvemaskiner og biler, problemstillingen er ganske den samme; hvad skal man fortage sig for at gøre tingene rigtigt? Og hvad er rigtigt? Folk med en akademisk kultur-historisk uddannelse ser ofte på tingene på en lidt anden måde end en praktisk veteranbilejer, der selv gør meget af arbejdet med istandsættelsen af en bil. Det må være muligt under en eller anden form, at ”klone” disse grupper på en måde der giver en bedre helhed, eller i hvert fald fremme forståelsen for hvad dette drejer sig om. Vi har i dag en enestående skat af gamle køretøjer og andet her i landet, som vi forvalter på hver sin måde. Foretager vi noget for at ”forbedre” køretøjet, eller bruger andre materialer, end da vognen var ny, tror kommende generationer jo, at sådan var det engang, - hvad skal de ellers tro i året 2087?
Mange veteranbilejere forvansker køretøjet uden at tænke over det for at forbedre noget der aldrig har været bygget på fabrikken og ”forskønne” køretøjet med diverse juletræspynt som forkromede stenslagsgitre foran køleren, hvide dæksider, Otwell manifoldheaters og Ford Køln motorer på Fords A model, noget der aldrig har været på vognen fra ny, for blot for at nævne et par eksempler. Hvad skal dette egentligt gøre godt for? Hvorfor må bilen ikke se ud som da den var i aktiv tjeneste? Bliver den bedre af dette og hvor går grænsen for hvad der anses for at være korrekt restaurering?

Bilen der er en Opel super six 1938 sedan var ”restaureret” på følgende måde: Agterdelen af karosseriet var skåret væk, en gavl isvejst forpartiet med ny bagrude og et lad fabrikeret af for frisk fyrretræ der havde slået sig og uden forstærkningsskinner, men lakeret i en højglans bådelak, noget et sådant lad aldrig har været behandlet med. Ledningsnettet er fornyet med ny moderne spadestik og i plastledning og med moderne plastkapslede relæer, rustfri spændebånd på kølerslanger og philipsskruer til montage af smådetailjer, alt sammen noget der er lettere at få fat på, men aldrig har været monteret på vognen. Har man så restaureret eller ombygget vognen?

Et andet eksempel: en herlig Ford V8 1937 sedan blev ligeledes nedskåret bagi, så underparten af bagkarosseriet blev bibeholdt og en U- formet sofasæde betrukket med skai (plastic) monteret i stedet for bagsædet, derved er bilen altså for altid ændret og kan formodentligt ikke lappes sammen igen, tillige er lakeringen ikke i Fords kulører, men en stærk rød farve der afviger fra vognens originallak og vognens optiske udseende er helt forandret Hvad kan årsagen nu være til dette? Bilen har aldrig set sådan ud og ej heller været leveret som en sådan model, hvad er så det saglige argument for en så væsentlig ombygning af et bevaringsværdigt køretøj?

Eksempel nr. 3.
En Nimbus var omhyggeligt istandsat og alle tænkelige metaldele forkromet, spørgsmålet er så: så motorcyklen sådan ud ved leverancen?

Eksempel nr. 4.
En sjælden Sunbeam S8 motorcykel har fået monteret en Lucas bildynamo på forkanten af motoren drevet af et remtræk og alle de dele der er fremstillet af messing er blevet ”afforkromet” og skulle i teorien være pudset som en skibsklokke, men ejeren har opgivet dette og hele køretøjet ser nu bedrøvelig ud.

Eksempel nr. 5. en ejer af en 30er bil får kølerkappen ”afforniklet” og nu kan han pludselig pudse messingpladen til højglans, så bilen ser meget ældre ud, eller han kan under visse omstændigheder købe nye kølerkapper billigere, end det koster med en opfornikling af den gamle.

Eksempel nr. 6.
En fhv. Amerikansk brandbil fik fjernet sit brandudstyr og opbygget som åben racervogn med skålsæder á lá Il tempo Gigante, (vognen fra Bjergkøbing grand prix red.)
Det udførte arbejde er af en meget høj standard, ikke én finger kan sættes noget steds, men bilen er ikke repræsentativ som en velbevaret brandbil, den er hverken brandbil eller racervogn. Er bilen nu restaureret eller bygget om?

Eksempel nr. 7.
En Morris 1000 er lakeret skrigende hvid og gammelrosa, farver den aldrig har haft, indtræk er ændret til rosa teddybear kunststof, fyldt med bamser og tingeltangel tilbehør, samt forsynet med sænket undervogn brede fælge med radialdæk. Bilen synes at tilhører en ung dame der går op i ”redebygning” og produkter fra Lancome og L´oreals laboratorier, - så bilen sådan ud engang?

Eksempel nr. 8.
En SCO knallert med 3 gear en af de sidst fremstillede, blev præmieret af et dommerpanel ved et træf for år tilbage, lakken på knallerten var så flot, som fabrikken aldrig ville lægge så meget arbejde i, glansen var 110. Den var altså overrestaureret, alligevel fik den præmie for flot udført arbejde, men dommerne kunne ikke skelne mellem stand ”som ny” og ”overglans”,
Rettelig burde den vel ikke have fået en 1.præmie eller hyr?

Eksempel nr. 9.
En Ford A blev ”restaureret” med en ny kølnermotor med sportsudrustning og to faldstrømskarburatorer, derved blev der ikke plads under motorhjælmen og derfor blev der klippet huller i den højre halvpart, samt monteret nye plastbeskyttelseslister på den skarpe pladekant. Bunden er beklædt med riflet aluminiumsdørkplade og skærmene er Ford T skærme, samt hjulene er 18” hjul. Desuden er vognen forsynet med rustfri styrtbøjle bag forsæderne og en lakeret trækasse bagest, der hvor bagkarrossen engang var. Bilen er altså forsynet med så mange nye dele der aldrig har siddet på den, også dele der ikke er af Fords fabrikat. - Er vognen restaureret eller bygget om?

Listen kan fortsættes i det uendelige, heldigvis kan mange godt se, at visse ting er noget uheldigt udført. Lad os engang atter se på en ordliste der kan være en hjælp til at fremme forståelsen for en tankemæssig proces om restaurering af gamle køretøjer.

Ordliste:

Antikvarisk: Det som fremhæver objektets værdi pga. dets alder og sjælenhed.
Bevare: Handling som har det formål at bevare objektet som det er/var uden væsentlige forandringer.
Moderniserer: At lade objektet gennemgå en ombygning med det formål at fremstå som en nyere udgave end det det er, uden særskilte antikvariske hensyn.
Objektpleje: Samlingsbegreb som omfatter både beskyttelse og relevant bevarende, eller Restaureringsarbejder på objekter.
Konserverer: Et aktivt indgreb på et materiale for at forhindre et nedbrydningsforløb.
Konsoliderer: Handling som har det sigte, at give materialet, eller dele deraf en mekanisk styrke
Rehabiliterer: At istandsætte et objekt for nutidige krav med hensyn til antikvariske værdier.
Renoverer: At tilbagefører et objekt med en tilstand som er ligeværdig med ny.
Reparerer: At udbedre skader uden særskilte antikvariske hensyn.
Replica: Et objekt der søges at se gammelt ud men er fremstillet i vore dage med ny teknologi og ofte med andre materialer. Objektet giver sig ud for noget det ikke er; forloren.
Sanerer: Oprindeligt betyder at gøre rent, nu ligeværdigt med nedrivning/skrotning; total Afskaffelse.
Vedligehold: Forebyggende udbedring omkring objektet med sigte på at forhindre eller forsinke fremkomsten af nedbrydende faktorer.
Original: En tilstand som objektet havde da det forlod fabrik som ny, eller efter håndværkers afslutning af en fabrikation. Tilstanden kan godt være med tidens tand og objektet behøver ikke at se ud som ny, men må ikke have konstruktive ændringer, eller anden overfladebehandling.
Tilstræbt originalitet: At objektet efter en nænsom istandsættelse under størst mulige antikvariske hensyn (restaurering) fremstår meget nær tilstanden som original, med flest mulig af de gamle dele bevaret. uanset tidsmæssige og økonomiske aspekter.
Patina: En overflades tilstand efter tidens tand og brug.
Forloren: At objektet giver sig ud for noget det ikke er.
Sjov bil: En bil der kan være sammenbygget af tilfældige komponenter der aldrig har hørt sammen og ofte ikke er af samme årgang, f. eks. med en nyere motor, er chassisrammen ikke den samme som på papirerne, er der ikke længere tale om den samme vogn.

Hvis køretøjet tilføres så mange nye dele, at helheden fremtræder som en ny eller anden vogn, er den da restaureret eller bygget om? F. eks. ville en vognejer ombytte et rustent håndtag til ventilationslemmen med et nyt, blot fordi det var billigere og hurtigere at købe et andet, at restaurer er altså at gøre noget gammelt i stand og ikke skifte delen ud, selvom det er nemmere.
Tilsvarende sker også i dag, hvor Ford A ejere køber nye kølerkapper, blot fordi den gamle (originale) er lidt bulet eller rusten, det er altså nemmere at udskifte en del af bilen, som kunne have været repareret. Arbejdet fjerner sig derfor fra begrebet restaureret, som betyder at med nænsom hånd genskabe til oprindelig status. Og tilstand.
Der har i veteranverdnen været en tendens til blot at skifte dele ud på hverdagsbiler, blot fordi der var mange af dem, men sjældne eksotiske vogne som Delage, Dusenberg m. fl. skal delene for enhver pris restaureres, hvori består forskellen? – Der er ingen!, problematikken er ganske den samme. Hvad er det der gør veteraner der er mange af mindre interessante? Rent antikvarisk er det jo præcis den samme problemstilling. En dør på en Rolls-Royce Silver ghost bliver jo ikke skiftet ud, blot fordi den er lidt dårlig,- her repareres den jo! Er det vognens pris eller hyr?

Til sammenligning kan vi se på en Lille Svensk turistdamper s/s ”Thor” bygget i 1887 der sejler på Helgasjön nær Växjö i Småland; her blev skroget kasseret af skibstilsynet i 1969 pga. omfattende tæringer, dampkedlen var brændt op og kahytten delvist rådden. Et helt nyt opsvejst skrog blev leveret fra Gösta Gustafsons værft med samt ny dampkedel og ny kahyt, tilbage var kun maskine og lidt af udstyret i kahytten.
Man hævder stadig i rederiet at skibet er bygget i 1887, dette fremgår af turistbrochure mm. Og går man dem lidt på klingen må de jo med røde øre nødtvunget indrømme at der er tale om et nyt skib bygget i 1969!
En replica om man vil.
Havde der derimod været udskiftet plader i skroget efterhånden og kedlen repareret, hvis dette var muligt, samt lagt ”lus” i træværket kunne man med god ret have sagt at skibet var vel vedligeholdt gennem en årrække.

I alle tre tilfælde er der tale om meget kompetente klubbestyrelser som godt er klar over konsekvensen af en ulykke med mange involdverede personer, man har indset nødvendigheden af ordentlig vejledning og selvjustits blandt medlemmerne.
Hvis disse klubber/foreninger kan gøre noget sådant, hvorfor kan DVK, eller for den sags skyld hele veteranbevægelsen ikke så ikke gøre noget lignende?
Var det dog ikke bedre, at opnå myndighedernes accept og anerkendelse, samt samarbejde aktivt med samme, frem for ligegyldigt negativt bla-bla i Veterantidende? Konstruktivt positivt arbejde med sigte på at højne standarden og selvforståelsen, om rette forvaltning af disse vognes kulturhistoriske værdier er vel at foretrække og kunne måske være løsningen. DVK kunne måske med tiden blive en kompetent instans ikke mindst med det store motorhistoriske arkiv, hvor oplysninger kunne skaffes og nødvendig viden formidles, - hvad mener vi selv?

En Ford A taber strømmen på batteriet og ejeren beslutter at ombygge bilen til 12v med vekselstrømsgenerator der er bygget så den ligner den fabriksmonterede, herved kan bilen altid starte, men den er ikke længere original, elanlægget er altså forloren.

En ejer af en Ford V8 ønsker at indbygge en fabriksny NATO motor fra det Franske militær, motoren er af senere type Mercury med større boring og helt ændret, desuden ønskes strømfordeleren ændret til elektronisk tænding, da det ikke er ligetil at får fat i tændingsdele til fordeleren. Ingen af delene har siddet på bilen og originaliteten er væk.

En anden ejer påtænker at forsyne sin V8 med moderniserede ventiler; dvs. med traditionelle låse som vi kender i dag og ikke Fords delte ventilstyr, alt dette blot for at undgå de besværlige originalventiler, dette kan ikke ses udefra, men fraviger man det oprindelige koncept, kan bilen ikke anses for at være original længere, selvom ændringen er skjult.

En ejer af en Engelsk sportsvogn forsyner sin køler med en ekstra el-dreven ventilator fordi motoren overophedes, dette skyldes tilkalkning af kølesystemet, forkert tændingsindstilling og tæret pumpevinge i vandpumpen, samt at køleren fra ny var ”lige til øllet” Herved er der foretaget en konstruktiv ændring, forsaget af manglende forståelse fra ejerens side.

Dette emne er temmelig sort/hvidt, der er ikke mange gråtoner, hvis et køretøj skal kunne siges at være originalt, eller tilstræbt original, kun hvis vognen på et tidligt tidspunkt i sin aktive drift er ændret med henblik på anden anvendelse, kan den vel anses for at være tidstypisk. Er vognens ombygning af en sjælden udførelse (f.eks. disse Danskproducerede vekselladssystemer der ikke er mange tilbage af), kan vogne have stor antikvarisk værdi p.g.a. sin sjælenhed. Ford guruen Leslie R. Henry skriver i Clymers ”how to restore a model A: ”kun hvis en model A er nøjagtigt og autentisk restaureret til som-ny tilstand kun da er det en model A, alt andet kan være en dejlig vogn, men kan under ingen omstændigheder være en model A” Manden har i grunden ret, men mange har imidlertid en lidt anden holdning til tingene her i Danmark til forskel fra USA hvor gammelbilbevægelsen er langt ældre end her og hvor man har gennemgået flere faser i opfattelsen af hvad der er korrekt, - måske kan vi lærer lidt af vore Amerikanske ligesindede. Nogle vil givet mene, at dette her er for meget af de gode og at der er tale om krakileri, som ikke hører hjemme i VT’s spalter, mens andre tager det meget seriøst. SKODA’s museum i Pilzen går særdeles grundigt til værks: her tages der analyser af vognens gamle lak og ledningsnettet udredes omhyggeligt, hver leders tværsnit noteres sammen med mærkefarve og terminal, - jamen det er jo sådan det skal være! Alt andet vil jo være sjusk og dårligt håndværk.

Renault havde på et vist tidspunkt problemer med takthjulsdrevet på 4L og smøring af dette, hertil skrev man i værkstedshåndbogen noget lignende: ” fra og med motor nr. xxxxx xxxx er der monteret et spulerør til forbedret smøring af takthjulene (de blev for hurtigt slidt op red.). Røret kan eftermonteres i proppen for enden af blokken med reservedelssæt nr. xxxx xxxx”. Begge udførelser må vel anses for at være originale.

En meget sjælen Ballot fra tyverne har et såkaldt skråhjuldrev til drift af vandpumpen, dette drev udgår fra mellemakslen til knastakslen og er udsat for megen belastning; enten er vandpumpens pakdåse utæt, eller også er drevet overbelastet. Her er anvendt en traditionel asbest/grafit paksnor, som bliver stenhård efter nogen tids brug, måske kunne der med fordel anvendes teflonpaksnor i stedet, herved bliver vandpumpens aksel smurt af paksnoren, pumpen tæt (teflon er et materiale med den mindste friktionskoefficient man kender red.) Motoren er da ikke konstruktivt ændret og et problem løst én gang for alle.