Det Danske foreningsliv er ofte præget af tilfældigheder
og under visse omstændigheder også mærkværdige
for ikke at sige tåbelige forhold, der set på afstand
virker helt grinagtige og sætter en stopklods for videre udvikling.
I årevis har klubber haft nok i sig selv, ofte er der opstået
nye klubber f. eks. for et bilmærke; her vil formanden ikke
have nye medlemmer med en anden model af det pågældende
bilmærke ”de må starte en klub for sig selv”
lyder svaret, en anden, der også gerne ville være formand,
udvandre fornærmet i protest der opstår en ny klub med
17 medlemmer… -Til hvilken nytte?
Hvad er formålet med at have en klub med 17 medlemmer? Omkostninger
til bestyrelse, klubblad mm. Skal jo dækkes af færre medlemmer,
hvilket medfører ringere forhold for alle, da der ifølge
sagens natur ikke kan produceres et læseværdigt klubblad
for små penge og endeligt er nyheder som oftest allerede cirkuleret
medlemmerne imellem, inden bladet udkommer og derfor er stoffet i
visse tilfælde uaktuelt.
Flere tåbeligheder
Ved generalforsamlinger er det flere gange sket, at 2 personer gerne
vil være formand og forsamlingen kan ikke blive enige; den ene
stifter derefter ”sin egen klub” med sine tilhængere,
resultatet er at der ofte ikke tales sammen klubberne imellem og at
man skal være dødeligt uvenner!
Et andet eksempel fra veterantogsverdnen er at 2 klubber har den samme
model motorvogn fra 20erne, den ene klub manglede dele til sin, som
den anden klub havde, men fordi de 2 formænd var personlige
fjender, ja så måtte de menige medlemmer ikke tale med
de andre entusiaster fra naboklubben… I over 25 år blev
dette uvenskab opretholdt, indtil nye folk kunne se hvor dumt det
i grunden var.
Ved en kolonihaveforeningens generalforsamling som jeg havde lejlighed
til at overvære, kan man som udenforstående set det lidt
store misforhold imellem forsamlingens dispositioner: man kunne diskuterer
over ½ time om hvem der skulle betale 119 kroner til lapning
af den fælles trillebør, (Peddersen havde brugt den mere
end mig osv.), men 285.000 kroner til nye veje gik glat igennem uden
kommentarer...
Dansk veteranbilklub ville i sin tid ikke have ejere af Ford A’er
med i klubben ”for det er jo bare en hverdagsbil” var
argumentet. Resultatet blev som bekendt, at Københavns Ford
A klub blev stiftet og senere omdannet til Dansk Ford A klub. –
Hvad var formålet igrunden at nægte medlemskab for visse
veteranbiler?? I dag er tingene heldigvis forandret til det bedre.
Det er lige så latterligt som 2 Svenske skovlandmænd,
der blev uvenner i 24 år over et læs grus til 65 kroner
for udbedring af en fælles vej…
Om der er tale om jernbaner, fly, traktorer, skonnerter, fyrtårne
mm. Er ganske underordnet, forholdet er helt det samme; vi samles
om et emne, objekt for fælles enteresse og socialt samvær.
Spørger man hvad formålet er med at være uvenner
med den og den, kan der ofte ikke svares entydigt, men man mødes
med udren over ikke også at være uvenner med den og den.
Ganske det samme gælder når folk let bliver fornærmet
over dette og hint, ting der i et ubetænksomt øjeblik
er sagt i en hel anden mening. Her er forholdet ganske det samme og
til syvende og sidst er det hel jo et spørgsmål om kommunikation,
fleksibilitet og fremkommeligthed, samt ikke mindst lidt fantasi,
visioner og positiv velvilje. Det er altså en tankemæssig
proces, som medlemmerne skal og må igennem.
Fornuft trods alt
De ovenstående eksempler er fra virkelighedens verden og gudskelov
gik jernbaneklubberne sammen og låner nu hinanden vogne og materiel,
på gæstevisit og i det hele taget hersker der en behagelig
stemning alle imellem. Dette skyldes delvis at der ikke længere
er den fornødne gode reservedelssituation og at kundskaberne
med gammelt jernbanemateriel nu findes hos klubberne og ikke længere
hos myndighederne.
Der eksisterer flere Ford bilklubber og her i løbet af de sidste
år har fornuftige, saglige og ansvarlige bestyrelsesmedlemmer
med visioner indset, at det dog var bedre om man gik sammen og skabte
noget rigtigt godt, fremfor fortsat uvenskab, væren sig selv
nok osv.
Spørgsmålet er hvor længe disse små klubber
kan opretholdes og om de på længere sigt kan overleve?
En lang række forhold trækker i stærk negativ retning
og det går op for de fleste på et eller andet tidspunkt,
at det bliver mere besværligt at drive og risikoen for en stille
død lurer om hjørnet. Der er desværre en forbløffende
mangel på at se de store linier i tingene bland flere klubbestyrelsesmedlemmer,
det handler undertiden om at strides om ligegyldige ting. Alt for
ofte reageres der end ikke på skriftlige invitationer til et
fremtidigt samarbejde til fælles bedste og glæde, resultater
er at initiativtagerne ved efterfølgende aktiviteter ikke inviterer
og den lille klubs medlemmer føler sig pludselig udenfor, fordi
de ikke er med og bliver undertiden fornærmet. - reelt en selvskabt
plage!
Igen er det spørgsmålet om en tankemæssig proces
bland bestyrelsernes enkelte medlemmer,
Ellers er det jo bare på- det- jævne- på- det- jævne
Hvad skal man da gøre?
Et logisk trin fremad er at nærme sig hinanden, at koordinere
tingene lidt, tage hensyn og i det hele taget arbejde for at fremme
den fælles interesse, som vi jo alle har. At mødes til
et forum hvori problemer forslag og gensidig orientering kan komme
frem. Det nytter ingenting, at have skyklapper på og blot lade
stå til overfor kommende problemstillinger (som strudsen!) .
Hvordan gør andre?
Her er blot et par eksempler fra virkelighedens
verden: Der findes i England flere klubber for Standard biler og
Triumph ditto (det er to sider af samme sag)
Standard er en meget sjælden vogn og det kniber gevaldigt med
reservedele til disse, man har igennem flere år i klubbestyrelserne
afholdt ”Triumph forum” et månedligt møde,
hvor der udveksles erfaringer, informeres om f. eks. nyproduktion
af reservedele, krysreferance af reservedelsnumre og meget andet.
Resultatet er, at der altid er mødt Triumph biler op til standard
klubbernes træf og vise – versa, alle har det hyggeligt
og fordrageligt i en positiv ånd.
Danske jernbaneklubber har et lignende uformeldt samarbejde for på
den måde at hjælpe hinanden til fælles bedste.
Der er i 1992 stiftet: Eurepean Maritime Heritage, EMH som en paraplyorganisation
for ejere af gamle skibe, denne arbejder i tæt sammen med myndighederne
og på peger problemstillinger overfor styrelser og direktorater,
samarbejdet hat medført flere positive tiltag til glæde
for skibenes bevarelse og drift. EMH er langsomt blevet en organisation
som myndighederne henvender sig til, fordi der ikke længere
er nogen ekspertise i de offentlige kontorer, - det er gået
i glemmebogen.
Hvad vil klubberne gøre med forsikring
af traktorerne? Der findes tilsyneladende ingen veteranforsikring for traktorer,
som veteranbilfolket har og mange traktorejere har givetvis ingen
forsikring,
Hvad gør klubbernes bestyrelser for at fremme dette??
Et logisk trin fremad er at koordinerer bestræbelserne på
at få en billig veteranforsikring lig bilfolket, ved at stå
sammen og bearbejde forsikringsselskaberne, tilbyde en stor samlet
kundegruppe med minimal risiko for uheld. Vil selskaberne ikke dette,
så er løsningen selv at tage initiativ til en forsikringsordning.
Det kræver blot samarbejde.
Den Engelske klub Steamboat association SBA med sine 1000 medlemmer
havde store problemer med driften af disse over 100 år gamle
både, man kunne ikke længere får forsikret kedlerne
og dermed båden fordi læren om chalupkedler var gået
i glemmebogen. Klubben startede derfor selv SBA services Ltd. Et selvstændigt
kommercielt inspektionsselskab med dertil hørende forsikringspulje.
-Hvordan kan en klub med 1000 medlemmer stable noget sådant
på benene, når Danske veterantraktorklubber med skønsmæssigt
4000 medlemmer ikke kan, fordi der ikke samarbejdes??
Fælles bladproduktion Mange mindre klubber oplever et meget kontant problem: porto
støtten til klubblade er forsvundet og klubbens økonomi
tynges voldsomt heraf. I modsat fald må man jo beskære
antal numre af bladet, eller på anden vis sno sig ud af problemstillingen.
En dansk bilklub har ca. 1700 medlemmer og for at nå op på
de 3000 eksemplarer der skal til for at slippe ud af dette. Har man
hos en adresse bureau købt det resterende adresser til vilkårlige
personer, frisørsaloner mm. Som så får et dem uvedkommende
blad gratis. Helt igennem utilfredsstillende og bizart, det havde
dog været formålstjenligt om man samlede kræfterne
og producerede et første klasses blad; sagligt, med forfriskende
artikler, beretninger og relevant information til alles glæde.
Hos Kongelig dansk Aeroklub har man et forbilledligt samarbejde; bladet
Flyv er udkommet i mange år og en lønnet redaktion behandler
indkommet stof ligeværdigt, fra de enkelte klubber. Arbejdet
er helt enkelt meget omfattende og man har indset at der måtte
en lønnet redaktør til. Lokalforeninger og visse af
flyvevåbnets personalegrupper kommer til orde i bladet, når
der er stof.
Der er lokale ”rapportører” som beretter om stævner,
møder og andet der har interesse for læserne, på
den måde får alle et meget alsidigt og læseværdigt
blad, afvekslende og eftertragtet.
- Hvorfor går de danske traktorklubber ikke sammen om et lignende
tiltag? Tænk hvilket superblad der kan udkommer med alt fra
Asaa motorer til overhaling af Bukh og pløjekonkurrancer??
Der skal ikke kæmpes om hver krone og alle er glade.
At der sidder lokale klubredaktører som nu i stedet indrapporterer
stof f.eks. til en fælles udefra kommende redaktør må
nødvendigvis give en betydelig lettelse for samme, der ofte
kæmper med at skrabe stof sammen til næste blad. De enkelte
klubber sparer mange penge, men kommer over ”spærregrænsen”
m.h.t. porto og en model for forholdsmæssig udgiftsdeling findes
og er i brug allerede.
